I dag kørte vi afsted på landet; pakket med madkurv og kamera.
Vi skulle nemlig til ØKO-dag. ØKO-dag er den dag, hvor køerne efter en lang vinter, bliver lukket på græs. Og det skulle være helt fantastisk at se deres begejstring, når de 'danser' nedover folden.
Der var mødt RIGTIG mange mennesker op. Her er blot et lille udsnit af de fremmødte, som stod og ventede forventningsfuldt.
Da kl. er 12 bliver køerne lukket ud. Og de ser 'glade' ud - hvis man kan sige det om en ko :D
Og så var der ellers dømt hygge i høet (de splittede x-antal halmballer på ret kort tid):
Og nogle af køerne havde endda 'model-gener' - her er en ko, som stillede velvilligt op til fotografering og virkelig poserede :)
Efter at have kigget på køer i fuld firspring, var det tid til at gå en tur på gården. Der var en masse 'kom-og-køb-boder' med økologisk is, mælk osv.
Og så var det tid at køre hjem. Når enden er god.... :)))
Dagen i dag startede med en halv fødselsdags-morgensang (ældstesønnen
kunne kun 2 linier, yngstesønnen ville ikke synge og det ville gemalen
heller ikke.... men de prøvede da :D). Så en tur på arbejde, hvor jeg
fik 2 'lånte' blomster af en rigtig supergod kollega, som jeg ikke ville
undvære; 1 pose piratos fra en anden kollega; en sms fra min
roomie-kollega, som var på kursus. Dernæst hjem og lige ligge 1 times tid under dynen,
inden familien kom hjem med GAVER :p
Har fået EDT LOLA (mums), en
fin bluse og en kanonflot hjemmelavet nøglering. Afslutning på dagen; ud
at spise (=jeg skulle ikke selv lave med for en gangs skyld :))... og
nu sidder jeg og spiser træstammer oveni pc'en :p.
Solen har skinnet i dag på fuld knald, og der har været en lækker forårsvarme. DET er dejligt...
Her får du lige et af mine nye malerier, inden du kan/skal læse resten af bloggen fra i dag:)
For 10 år siden når jeg havde fødselsdag, så blev jeg lykønsket af mine forældre, min bror og min svigerfamilie... det var ikke mange - og fødselsdage har altid været lidt følsomt, for det er for mig en stor dag (eller har i hvert fald været), men oftest kunne ingen af mine veninder huske, at jeg havde fødselsdag. Jeg huskede ALTID deres fødselsdage - sendte troligt en sms eller ringede.
Efter nogle år på den måde - hvor jeg huskede deres og de glemte min - valgte jeg at lade være med at lykønske dem. Jeg syntes på en eller anden måde, at det blev for fladt.
2 veninder har dog været meget 'trofaste'. Den ene af veninderne mødte faktisk op, inden hun blev sådan rigtig veninde tror jeg, med flødeboller. Ihhhhh, hvor var det skønt.
I 2008 får jeg oprettet en profil på Facebook. Til min fødselsdag er der vist en 5-10 mennesker som lykønsker mig - mennesker, som tidligere har været en del af mit liv på en eller anden måde. For hvert år jeg er på Facebook, stiger antallet af lykønskninger. Selvfølgelig takket være den lille facilitet, der hedder 'hvornår har du fødselsdag'.
Det er jo dødsmart, at man hele tiden får smidt lige ind i ansigtet, hvem der har fødselsdag.
Og i dag (som JA er min fødselsdag) er der pt tikket omkring 70 lykønskninger ind - det er da intet mindre end fantastisk.
Tænk at man kan sidde og få så mange lykønskninger fra mennesker, man måske ikke har set i 20 år eller ikke omgås med som venner IRL. Jeg ELSKER det :). Selv bare et lille tillykke (uden så mange dikkedarer) betyder en hel verden for mig. Så TAK af hjertet til alle (jeg har takket hver enkelt på min Facebook-profil).
Farver GØR altså noget for sjælen... endnu en dag er tilbragt sammen med at male hele dagen. Jeg kunne dog godt mærke, at jeg også trængte til lidt mere pause i dag - 2 dage med intenst maleri er jo også en slags arbejde.
Nogle vil sige "jamen, du bruger jo ikke hovedet, så hvordan kan du så være træt"...
Tjah, det er muligt at jeg ikke udtænker raketvidenskab, men jeg tror, at mit hoved bearbejder en masse ting, mens jeg maler.
"Hvordan vælger du farver?" er også et spørgsmål, der ofte lyder...
Aner det ikke - det sker helt intuitivt. Jeg kigger på maleriet, kigger lidt væk, kigger på maleriet igen... og griber efter en malerbøtte, hvis farve tiltrækker mig. Og det munder som regel altid ud i en farveeksplosion.
Vi har alle hver vores måde at male på - selvom man er på samme kursus, ender malerierne vidt forskelligt. En af mine med-workshoppere sagde til mig i dag, at jeg 'maler flabet'... altså meget med grove bevægelser og ting, der bliver kastet på lærredet.
Jeg er i den grad også blevet skubbet 'ud over kanten' i denne weekend - jeg er blevet 'tvunget' til at putte ting på lærredet (figurer og streger), som jeg ellers ikke har gjort. Og så er nogle af mine afslutninger 'grimme' (læs: ikke 'pusse-nusse-pæne').
En indsigt i dag: En af grundene til, at jeg har svært ved at afslutte mine malerier, er, at jeg nok gerne vil gøre dem 'pæne i kanten', og det strider jo lidt mod den 'flabede male-metode'
Malerierne er her - de 2 aflange er 40x100 cm. Det sidste er 80x80 cm. Og så er der et mere af 80x80, men det kommer på bloggen en af de følgende dage.
I dag har jeg tilbragt 6 timer sammen med 6 andre kvinder, hvor vi har malet i ét væk.... kun afbrudt af et par enkelte korte pauser.
Jeg har gang i 2 malerier, hvor du kan se processen for dem herunder. Malerierne er IKKE færdige - jeg håber at kunne færdiggøre dem i morgen
Først det ene maleri her - det viser udviklingen i maleriet. Der er MANGE lag maling ovenpå hinanden, som du nok kan fornemme, og maleriet ændrer sig hele tiden.
Og så det næste maleri her. Billederne er taget på samme tid for de 2 malerier.
Det er en meget, meget spændende proces at gå igennem, når man maler. På mig har det en 'helende' effekt. Jeg bliver glad, får energi, jeg bliver ladet op.
Malerierne er ikke færdige endnu - jeg arbejder videre på dem i morgen. Lige nu er det vist meget godt med en velfortjent pause.
For snart 4 år siden skulle jeg spille denne sang... downloade den, brænde den på cd og afspille den... i kirken... til min forlovedes begravelse. Han havde selv valgt sangen et halvt år inden hans død og bedt om at den blev spillet, når han engang skulle herfra. Han vidste ikke - da han valgte den - at hans dage snart var talte.
Han døde pludseligt - af en blodprop i hjertet, 46 år gammel... Jeg fandt ud af det, da jeg kørte galt på vej hjem fra arbejde og skulle ringe efter ham - ingen tog telefonen i første omgang. Det er en længere historie og som - når jeg skal genfortælle den - kan jeg godt høre, lidt tragisk.
Men det er ikke derfor jeg skriver dette indlæg - jeg søger ingen medlidenhed eller trøst. Jeg HAR grædt, jeg har skreget, jeg har været frustreret, vred, ked af det.
Jeg vil faktisk skrive dette indlæg for at fortælle, at solen altid vil begynde at skinne igen - uanset hvad man har oplevet og troet at man aldrig skulle komme igennem, så begynder solen at skinne.
Denne sang er så smukt udført af IZ - jeg har sjældent hørt en sang, som rører mig så dybt - ene og alene pga hans måde at synge og spille på. Med til historien hører også, at videoen til sangen er lavet efter IZ' død - derfor afslutter den med, at man spreder hans aske i vandet.
Når én dør lukkes, er der 3 andre, der åbnes....
Dét ser man bare ikke, når man er helt nede at vende.... man ser kun den dør, der lige er blevet smækket i for øjnene af én. Pludselig er der mørkt, man kan ikke finde vej, og man kan slet ikke gå tilbage. Man famler rundt i halvblinde, skriger i afmagt... og det værste - i det øjeblik - er, at der kun er 1 ting at gøre: LEV med det og kom videre.... vent på at de 3 nye døre bliver åbnet... for de BLIVER åbnet.
Man søger SVAR, man søger MENING... men ingen af tingene findes... for der ER ingen svar, og der er ingen mening. Og når man så finder ud af at der findes noget, der virkelig er SÅ meningsløst, så begynder man at sætte spørgsmålstegn ved, om der så er mening med nogle af alle de andre ting man gør?
Man forarges over folk, som skændes om farven på den nye bil. Eller som skændes om børnene må få en is mere. Eller som udtrykker at manden/konen bare er SÅ åndssvag...
Man tænker - lidt i kynisme - at de er utaknemmelige bæster, for de ved ikke, hvordan det er, når hele ens liv på et splitsekund bliver vendt op og ned, og dét man troede var tryghed forsvandt. Og så sidder de bare og diskuterer en åndssvag farve på en bil... come on....
Men der kommer et tidspunkt IGEN, hvor man fanger sig selv i at gøre nøjagtig de samme ting: skændes om farven, irriteres over ungernes is-plageri, mandens/konens irriterende snorken...
Livet vender tilbage til 'normalitet' igen... små ting får mening. Store ting med mening indtræffer i livet igen: Man møder en dejlig kæreste og bliver ringforlovet, flytter sammen og har pludselig al den kærlighed og tryghed, man på et tidspunkt troede sig afskåret fra.
Mit mantra har i alt dette været - og er stadig - "Efter regn kommer sol"
Og det holder stik - og vi skal huske, at 'regnen' er med til at lade os vokse og udvikle. Regn er en gave - ikke altid en, man påskønner i det øjeblik den er der, men der kommer den skønneste solskin bagefter. Og hvem kan ikke fornemme en forårsdag, hvor det har regnet? Duftene, lyset... alt bliver lige tunet en ekstra gang og sanserne skærpes... solen bryder frem, man værdsætter den ekstra meget ovenpå en regnvejrsdag.
Sol og regn er Yin og Yang :)
Somewhere over the rainbow - what a wonderful world
Øv, øv, øv.... ferien er slut... så er det igang i trædemøllen igen... men ok, det bliver også fint at skulle ind i de vante rutiner igen. Ungerne har ikke godt af at være længe op hver dag :D.
Kameraet har været flittigt i brug... men der har også været ting, som IKKE er blevet fotograferet - i særdeleshed de ting, hvor jeg syntes, det krævede min 100% tilstedeværelse med børnene, fx da vi skulle fange krabber.
Men lidt makro er det blevet til:
I dag har jeg tilmeldt mig en kampagne på Buzzador. Det er et sted, hvor jeg kan teste produkter... og den tilmeldte kampagne denne gang er Vanish. Hvis du også kunne tænke dig at teste produkter, så send mig en mail, og jeg vil sende dig en link hvor du kan tilmelde dig :). Send mailen til aurum4u@gmail.com.
Nu er det godnat-tid - arbejdsdagen kalder i morgen. Nat nat derude
I går modtog jeg mit makroobjektiv... dét har jeg ønsket mig et stykke tid...
Også selvom jeg egentlig havde svært ved at se mig selv ligge i blomsterbedet med bagenden i vejret for at fange mærkelige dyr. MEN det skal jo prøves...
Og jeg er blevet fanget af det - det er superfedt at ligge på lur efter dyr... og der er virkelig de MÆRKELIGSTE dyr i en have, kan jeg hilse at sige.
Jeg løb ind i de her (jeg aner ikke, hvad det er, men der var mange af dem).
De 2 her har bosat sig i et hoved fra en tulipan - det ser nu hyggeligt ud - næsten sådan helt bofællesskab-agtigt.
Og så var der jo selvfølgelig også de mere velkendte dyr af slagsen... og de havde alle travlt med at stikke snablerne i blomsterne. Velbekomme
Ham (m/k) ser nærmest ud som om han er styrtet ned i blomsten, men han fløj igen, så man må jo formode, at missionen var vellykket.
De næste par dage byder på Omø... fuldt udstyret med ALT kamera-grej. Jeg krydser fingre for TØRVEJR.
