lørdag den 4. juli 2009

Skyer på himlen...

Skyer er noget sjovt noget. Når man ligger og kigger på dem, forandrer de sig hele tiden - først er det en bamse, så bliver det til en bil, dernæst en kage for til sidst at blive opløst.

Selvom de nogle gange skygger for solen, så er der nu ikke noget som en himmel med skønne hvide fluffy skyer på - og med den varme, der har været de sidste 2 dage, er det også ganske ok med lidt skygge.


Når plæneklipperen ikke virker, så bliver græsset ret langt... fordelen er, at man så også begynder at få kløver i sin græsplæne - det ser nu hyggeligt ud. Jeg kan huske, at der engang er én, der har fortalt mig, at kløver kommer dér, hvor en hund har tisset. Nu er det 5 år siden, jeg sidst havde hund, så mon græsplænen kan huske det?

Babyer er skønne - det skal man huske; også når de styrer éns liv 100% med deres gråd. Et par babyfødder - bløde og lækre - måske man skal male et eller andet 'over' dem (altså på lærred - ikke på selve fødderne :))

Dagen i dag sluttes af med lidt lykkebringende - jeg håber, den virker. Jeg plejer aldrig at finde firkløvere... men denne her 'insisterede'

Hr. og fru Pindsvin

I dag har godt nok været en varm dag. Victor og jeg har brugt meget af dagen på at ligge på et tæppe på græsplænen under æbletræet og bare studere bladene.

Og så er vi vist begge 2 et par grinebiddere - der går jo sport i at få den lille fyr til at grine... og jo mere jeg griner, des mere griner han... og det skulle jo være så sundt :).

Aftensmaden var lækker... selvom man er single og
faktisk kun skal lave mad til sig selv, når nu ældste-sønnen er hos farmand, så kan man jo godt kræse lidt for detaljen...

Så der blev tændt op i grillen... og på med en majs... forberede salaten... på med en lækker nakkekotelet... og så ellers bare vente - tålmodigt.

Resultatet blev godt

Og majsen.... mmmmmm..... behøver jeg sige mere - den smagte skønt; sød og saftig.

Desserten? Ja, for man er jo et 'dessert-øre'... ææææææælsker kage... så jeg måtte lige bage brownies... hold da op - av min mave, men sikke en smagsoplevelse.


Pludselig begynder det at pusle inde i hækken. Jeg har godt nok hilst på et pindsvin for et par dage siden; og det er egentlig hyggeligt, for den render og grynter inde i min hæk. Jeg har sådan et bed med en masse planter og en masse udefinerbart et-eller-andet-som-nok-er-ukrudt, og det er åbenbart mekka for et pindsvin, for da jeg skulle hen og hilse på det, var der pludselig 2 pindsvin.

Så jeg tror faktisk, at jeg har hr. og fru Pindsvin boende
Og man skal jo passe godt på sine gæster, så jeg har serveret køligt vand OG friske snegle... ja, ja, den er god nok: jeg har været på sneglejagt... bvadr...


Brownies

  • 125 g. god mørk chokolade
  • 150 g. hasselnødder, mandler eller valnødder
  • 160 g. mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 4 spsk. kakao
  • 2 spsk. vanilliesukker
  • 200 g. smør
  • 200 g. sukker
  • 200 g. brun farin
  • 6 æg (mellem størrelse)
  • 2 dl mælk
  • Evt. kakao og flormelis til glasur


Smør, sukker og farin røres godt sammen.

Mel, bagepulver, kakao, mælk og vanilliesukker tilsættes.

Hak chokolade og nødder sammen og bland i dejen.

Det hele hældes i en smurt form (30x40 cm) og bages ved 170 grader i 30-40 minutter afhængig af formens tykkelse.


Og hvis du kan vente, så smager de faktisk bedst dagen efter :)