lørdag den 9. juni 2012

Billedbehandling - er det snyd?

Billedbehandling (fotos) er flere ting: der er den korrigerende billedbehandling og så den manipulerende.

Personligt går jeg ikke ind for den sidste - den manipulerende. For mig er manipulerende billedbehandling lig med, at man gør ting ved krop og ansigt, som ikke er naturligt, fx gør læber større, gør talje mindre, gør bagdel mere rund... altså en behandling af billedet, hvor man ændrer objektets oprindelige form med henblik på at få det til at fremstå endnu bedre end det er i virkeligheden.

Korrigerende billedbehandling mener jeg dog, at man ikke kan leve foruden. Du kan se et billede herunder, hvad jeg mener. Jeg kommer lige med en forklaring først:

Billedet er taget i en park med mange træer. Træerne var lige sprunget ud. Der er kun naturligt lys (solen). Jennifers ansigt er præget af, at træerne laver grønt genskin i hendes ansigt.

Mit mål med billedbehandlingen af dette foto var
  • Mere kontrast i billedet, således at Jennifer fremstår tydeligere
  • Tydeligere øjne og tænder (de er blevet lysnet ift rå-fotoet)
  • 'Blødere' hud
  • Korrektion af farver, så Jennifer ikke er grøn i ansigtet
  • Beskæring af billedet, så der er meget mere fokus på Jennifer

Og her kan du se før-efter billederne:


Jeg vil vove den påstand, at MED billedbehandling sker der ufatteligt meget positivt.

Hvis man er modstander af billedbehandling, skal man tænke over, at kameraet ikke ser farver som vi gør med vores øjne. Når man fx optager i RAW, som jeg gør ved bl.a. portrætfotos, bliver hver pixel i billedet belyst med en vis mængde lys, som så giver en farve med en vis intensitet. Der findes mange, mange beskrivelser af dette 'forløb' på nettet, så det vil jeg ikke gå dybere ind i.

Jeg vil blot sige: Billedbehandlingen er vores ven. Brug den med omtanke, men lad være med at snyde dig selv for det fede resultat, du rent faktisk kan få.

Tusinde tak til Jennifer for at stille op til fotografering. Der vil komme flere fotos af Jennifer på bloggen, hvor jeg vil beskrive, hvad jeg har gjort i billedbehandlingen.

torsdag den 31. maj 2012

Tager du dankort?

YES, det gør jeg nu :) - og jeg vil gerne give tippet videre.

Har nemlig fået iZettle... og DET er smart

Det betyder nemlig, at jeg kan modtage dankortbetalinger via Iphone/Ipad.
Jeg har tilmeldt mig på www.izettle.com samt installeret en app på min Iphone (søg efter iZettle). Jeg har også modtaget en kortlæser, som kobles til Iphone/Ipad - kortlæseren ser således ud:



DET er altså supersmart - og det koster kun et lille gebyr pr. transaktion (for mig, ikke for dig, som handler). Men jeg er fri for at skulle tilkobles dyre løsninger gennem pbs og har heller ikke behov for at have en stor klodset kortlæser med rundt.

Hvis du kender nogen, som kunne tænke sig denne løsning, så send dem straks ind på www.iZettle.com.

Det var blot et lille tip fra mig til dig :)

mandag den 28. maj 2012

Hvad har du lavet i pinsen?

Set pinsesolen danse? Været sammen med venner og familie? Været til fest? Eller bare været i haven?

Vi har tilbragt pinsen i haven og har bare slappet for vildt af. Og så har jeg fået malet rigtig meget - det har været skønt... bare at sidde ude i haven under træerne og male uden at tænke på andet. Det gør altså et og andet ved sjælen.

Der kom disse 4 malerier ud af det - de 2 første er 40 x 80 cm og de 2 sidste er 80 x 100 cm:




Det er selvfølgelig til fri fortolkning, hvilken vej, man ønsker de skal vende - blot de bringer glæde dér hvor de engang skal hænge.

Nå, men håber du har nydt pinsen lige så meget som jeg. Nu er det snart ved at være godnattid - der venter jo en arbejdsdag i morgen.

søndag den 27. maj 2012

Hvordan sætter man farver sammen?

Når man skal sætte farver sammen, kan det for nogen være lidt af en udfordring. For hvilke farver passer sammen, så det bare ser en anelse harmonisk ud?

Nogle farver ligger 'tæt' op af hinanden på farveskalaen og er nærmest i familie. Andre farver ligger i hver sin ende af farveskalaen og er ikke umiddelbart i familie, men til gengæld kan de - selvom de er helt modsatrettede - give hinanden et rigtig godt spil.

Jeg har fundet et rigtig godt farvehjul, som er 'interaktivt', dvs du kan vælge mellem flere forskellige kombinationer af farveskemaer (komplementær, splitkomplementær, analog, tetrade og triade). Desuden kan du ændre på farvemætning og lysstyrke.

Hjulet kan give dig et godt fingerpeg om, hvilke farver, som skal indgå i fx et maleri (hvis du maler) eller i dit hjem, når du indretter. Og for den sags skyld også i din påklædning.

Du finder farvehjulet her:  http://colorschemedesigner.com/


 Når jeg vælger farver til mine malerier, så bruger jeg ikke farvehjulet - det gjorde jeg ind imellem i starten, fordi det gav mig en idé om, jeg var på rette spor. Men det var mere som et 'tjek', når min intuition havde valgt farven. Jeg lader mig ikke styre af farvehjulet, men hvis jeg er i tvivl, kan jeg godt finde på at ty til det :)


lørdag den 19. maj 2012

Afsted til fotojob...

Jeg havde spurgt om 'hjælp' fra villige 'forsøgspersoner' som ville stå til rådighed under en fotografering, mod at de skulle have tålmodighed med mig + jeg måtte bruge billederne efterfølgende i reklamehenseende.

Jennifer var én af dem, som stillede op til mine 'forsøg'. Jeg skal nok beskrive i en blog 'lige om snart', hvad jeg har lært af disse fotograferinger.


Da jeg stod hjemme i haven og skulle til at køre til denne fotografering med Jennifer, skinnede solen fra en lækkerblå himmel med pudderskyer. Da jeg kørte afsted, begyndte det at regne.... arghhhhhh..... jeg frygtede, at det også ville regne undervejs i fotograferingen (= ikke særlig nemt at fotografere, fordi jeg samtidig gerne vil beskytte det tekniske udstyr). Og under min sidste 'forsøgs'-fotograferingen, stod regnen ned konstant, da jeg var på Roskilde Havn med 2 familier.

Ved ankomsten til Byparken i Roskilde, skinnede solen heldigvis igen og Jennifer og jeg kunne sætte igang.

Jeg fik taget en masse fotos. Vejret holdt under hele fotograferingen - wheeee.

Et af billederne af Jennifer er her:



Da vi var færdige, begyndte det at småregne - det må da siges at være timing :)

fredag den 18. maj 2012

I gavehumør... pga teknologiens vidundere :)

Så blev man lige i gavehumør.... jeg har nemlig lige modtaget en kortlæser, som jeg kan koble til Iphone/Ipad og dermed modtage dankortbetalinger. Og det er vel og mærke UDEN at skulle betale månedligt gebyr og leje til PBS.

Det er da SMART!

Løsningen hedder iZettle. Du kan downloade en app til din telefon, hvis du også kunne have brug for at modtage betaling via dankort den vej. Man skal betale et lille gebyr for hver betaling man modtager, men det er jo peanuts i forhold til at skulle betale månedlig leje (især når man ikke har indtægter den vej hver måned)

Så derfor - pga alle disse fantastiske smarte teknologiske vidundere, som får mig til at hoppe op og ned - vil jeg gerne udlodde dette maleri:



Maleriet er 60x60 cm og er monteret i en sølv svæveramme (som kan have præg af at være udstillet (små skrammer)).
Maleriet har en værdi af 2.800 kr.
Du skal selv kunne hente maleriet (i Roskilde) eller sørge for at få det transporteret hjem til dig (evt fragt via Postdanmark)

Hvis du vil være med i konkurrencen om maleriet, skal du blot lægge en kommentar under dette indlæg. Husk at skrive din mailadresse, så jeg kan kontakte dig, hvis du vinder.

Jeg trækker lod den 31. maj blandt alle kommentarer.

Du må gerne i din kommentar, henvise til din egen hjemmeside eller din egen blog. Så kan jeg kigge forbi hos dig også. Du kan også bare nøjes med at skrive 'hej'. Uanset hvilken kommentar, så deltager du altså i lodtrækningen.

Kom frisk!

Hav en dejlig solskinsrig 'dagen efter Kristi Himmelfart'.

Mange hilsner
Helle

lørdag den 5. maj 2012

Taknemmelighed, ydmyghed og forståelse

Ind imellem undrer jeg mig.... over hvordan folk generelt er begyndt at opføre sig. Det er som om, at det er fuldt tilladt at råbe og skrige af folk, hvis man ikke lige får det, som man vil have det.

Fra tid til anden sker det, at jeg oplever - enten på egen krop eller hos andre - at folk 'støder sammen' pga misforståelser og manglende lytning til hinanden. Man skælder og smælder fremfor at lytte på den anden part.

Jeg forstår ikke, hvorfor det pludselig er vigtigt at ANGRIBE fremfor at lytte. Jeg ved godt, at nogen siger, at angreb er bedre end forsvar. Men nogle gange vil det altså ikke skade verdensfreden, at vi lige lægger angrebslysten væk et øjeblik.

Alle har en årsag til, at de handler eller tænker som de gør. Og man har også ret til at blive hørt, hvis man gerne vil fortælle, hvorfor man gør som man gør. Men at blive hørt er ikke det samme som at man skal overbevise de andre om, hvem der har ret og uret. For der er ingen, der har ret eller uret. Alle sidder med deres motiver til at gøre som de gør - og hvis det er rigtigt for dem... ja, så er det vel rigtigt. Det kan så godt være, at det ikke harmonerer med min verden.... eller de andres verden... men hvis man gad bruge 5 minutter på at lytte og forstå modpartens motiver, så ville alt måske se anderledes ud.

Jeg ved det ikke - jeg synes blot, det er frustrerende, at vi har så lidt respekt for hinanden, at vi ikke ønsker at give plads til hinandens forskelligheder.

Vis kærlighed og medfølelse :)


mandag den 30. april 2012

Familiefotografering

At blive bedre til noget handler om at øve, øve, øve... og så lige øve lidt mere.

Så det gør jeg med min fotografering - og engang imellem beder jeg velvillige, TÅLMODIGE sjæle om at stille op til fotografering.

For mig handler fotograferingen om, at jeg skal kunne spotte steder, der er gode at fotografere på; desuden skal jeg finde ud af hvor lang tid jeg skal bruge på en familiefotografering. Og til allersidst skal jeg også være ret skarp på teknikken i kameraet. Det er umiddelbart kun 3 ting, men alle 3 ting, kræver, at jeg er rimelig skarp og klar i hjernen. Det betyder også, at efter en fotografering er jeg helt smadret... og så skal jeg restituere med lidt afslapning.

De seneste billeder jeg har taget af en familie, er Mia og hendes 2 skønne unger. De var alle 3 super fotogéne, så det var nemt at arbejde med dem. Et af billederne er her:


Endnu en prøvelse er, at når man skal fotografere børn, og det skal være en anelse 'opstillet', så gælder det om at være hurtig. Børnenes tålmodighed er opbrugt efter ca. 20 minutter. Så dét var også en del af øvelsen.

Man skal være opmærksom på 'elementer' i baggrunden. Der må helst ikke gå fx en pind igennem personernes hoved.... eller vokse en busk op af deres hår.

Der er faktisk ufatteligt mange ting at holde øje med... så selvom det garanteret ser supernemt ud og det bare er at 'trykke på knappen', så ligger der også en evne til at kunne overskue/gennemskue en lokations muligheder OG umuligheder. Og igen.... øve, øve, øve, øve....

Det regnede iøvrigt, da vi tog billederne denne dag af Mia og Co. Men det er ok - det er faktisk lettere at fotografere i sådan et vejr fremfor i strålende solskinsvejr, hvor der let kan komme uhensigtsmæssige skygger.

Tak Mia og drenge for jeres hjælp :)

fredag den 27. april 2012

Pinterest.... øhhh... say what? :)

For ikke så lang tid siden, så jeg på Facebook, at flere af mine facebook-venner viste billeder, som de havde 'pinterest'et.

Det så jo egentlig smart ud, for de samlede en masse billeder, de syntes om... så jeg tænkte, at det måtte jeg også prøve.

Derfor... over til Pinterest.com og anmode om at blive medlem. Man skal inviteres for at kunne komme ind. Jeg havde ikke lige en invitation liggende fra nogen, så jeg anmodede bare om at komme ind i 'fællesskabet' :).

Hvis du gerne vil inviteres ind i Pinterest, kan du sende mig din mailadresse - eller hvis vi er venner på Facebook, kan jeg invitere dig den vej, så skal du bare lige sende mig en besked om, at du gerne vil med (du kan evt sende beskeden til mail@createmoments.dk, hvis du ikke ønsker din mailadresse blæst ud her :))

Du kan også følge mig her på Pinterest:

Follow Me on Pinterest

Så kan du se, hvad jeg publicerer, men også hvad jeg Pin'er af andres 'værker' og billeder.

Og ellers så kan jeg anbefale dig at tage på Roskilde Kræmmermarked i denne weekend. Der er de sædvanlige professionelle salgsboder, men om søndagen er der også 'private lopper'.... så måske du kan gøre et kup i gamle/aflagte/brugte ting og sager.


www.roskildemarked.dk


Og så lige et maleri at afslutte på:







søndag den 22. april 2012

Lykke er... at være en ko på forårsgræs

I dag kørte vi afsted på landet; pakket med madkurv og kamera.

Vi skulle nemlig til ØKO-dag. ØKO-dag er den dag, hvor køerne efter en lang vinter, bliver lukket på græs. Og det skulle være helt fantastisk at se deres begejstring, når de 'danser' nedover folden.

Der var mødt RIGTIG mange mennesker op. Her er blot et lille udsnit af de fremmødte, som stod og ventede forventningsfuldt.


Da kl. er 12 bliver køerne lukket ud. Og de ser 'glade' ud - hvis man kan sige det om en ko :D


Og så var der ellers dømt hygge i høet (de splittede x-antal halmballer på ret kort tid):


Og nogle af køerne havde endda 'model-gener' - her er en ko, som stillede velvilligt op til fotografering og virkelig poserede :)

Efter at have kigget på køer i fuld firspring, var det tid til at gå en tur på gården. Der var en masse 'kom-og-køb-boder' med økologisk is, mælk osv.

Og så var det tid at køre hjem. Når enden er god.... :)))





fredag den 20. april 2012

Det lille tillykke, der betyder så meget

Dagen i dag startede med en halv fødselsdags-morgensang (ældstesønnen kunne kun 2 linier, yngstesønnen ville ikke synge og det ville gemalen heller ikke.... men de prøvede da :D). Så en tur på arbejde, hvor jeg fik 2 'lånte' blomster af en rigtig supergod kollega, som jeg ikke ville undvære; 1 pose piratos fra en anden kollega; en sms fra min roomie-kollega, som var på kursus. Dernæst hjem og lige ligge 1 times tid under dynen, inden familien kom hjem med GAVER :p
Har fået EDT LOLA (mums), en fin bluse og en kanonflot hjemmelavet nøglering. Afslutning på dagen; ud at spise (=jeg skulle ikke selv lave med for en gangs skyld :))... og nu sidder jeg og spiser træstammer oveni pc'en :p.

Solen har skinnet i dag på fuld knald, og der har været en lækker forårsvarme. DET er dejligt...

Her får du lige et af mine nye malerier, inden du kan/skal læse resten af bloggen fra i dag:)




For 10 år siden når jeg havde fødselsdag, så blev jeg lykønsket af mine forældre, min bror og min svigerfamilie... det var ikke mange - og fødselsdage har altid været lidt følsomt, for det er for mig en stor dag (eller har i hvert fald været), men oftest kunne ingen af mine veninder huske, at jeg havde fødselsdag. Jeg huskede ALTID deres fødselsdage - sendte troligt en sms eller ringede.

Efter nogle år på den måde - hvor jeg huskede deres og de glemte min - valgte jeg at lade være med at lykønske dem. Jeg syntes på en eller anden måde, at det blev for fladt.

2 veninder har dog været meget 'trofaste'. Den ene af veninderne mødte faktisk op, inden hun blev sådan rigtig veninde tror jeg, med flødeboller. Ihhhhh, hvor var det skønt.

I 2008 får jeg oprettet en profil på Facebook. Til min fødselsdag er der vist en 5-10 mennesker som lykønsker mig - mennesker, som tidligere har været en del af mit liv på en eller anden måde. For hvert år jeg er på Facebook, stiger antallet af lykønskninger. Selvfølgelig takket være den lille facilitet, der hedder 'hvornår har du fødselsdag'.

Det er jo dødsmart, at man hele tiden får smidt lige ind i ansigtet, hvem der har fødselsdag.

Og i dag (som JA er min fødselsdag) er der pt tikket omkring 70 lykønskninger ind - det er da intet mindre end fantastisk.

Tænk at man kan sidde og få så mange lykønskninger fra mennesker, man måske ikke har set i 20 år eller ikke omgås med som venner IRL. Jeg ELSKER det :). Selv bare et lille tillykke (uden så mange dikkedarer) betyder en hel verden for mig. Så TAK af hjertet til alle (jeg har takket hver enkelt på min Facebook-profil).

søndag den 15. april 2012

Farver, farver, farver....

Farver GØR altså noget for sjælen... endnu en dag er tilbragt sammen med at male hele dagen. Jeg kunne dog godt mærke, at jeg også trængte til lidt mere pause i dag - 2 dage med intenst maleri er jo også en slags arbejde.

Nogle vil sige "jamen, du bruger jo ikke hovedet, så hvordan kan du så være træt"...

Tjah, det er muligt at jeg ikke udtænker raketvidenskab, men jeg tror, at mit hoved bearbejder en masse ting, mens jeg maler.

"Hvordan vælger du farver?" er også et spørgsmål, der ofte lyder...

Aner det ikke - det sker helt intuitivt. Jeg kigger på maleriet, kigger lidt væk, kigger på maleriet igen... og griber efter en malerbøtte, hvis farve tiltrækker mig. Og det munder som regel altid ud i en farveeksplosion.

Vi har alle hver vores måde at male på - selvom man er på samme kursus, ender malerierne vidt forskelligt. En af mine med-workshoppere sagde til mig i dag, at jeg 'maler flabet'... altså meget med grove bevægelser og ting, der bliver kastet på lærredet.

I kan se billeder fra dagen på Bettina Holst's blog: Bettina Holst blog

Jeg er i den grad også blevet skubbet 'ud over kanten' i denne weekend - jeg er blevet 'tvunget' til at putte ting på lærredet (figurer og streger), som jeg ellers ikke har gjort. Og så er nogle af mine afslutninger 'grimme' (læs: ikke 'pusse-nusse-pæne').
En indsigt i dag: En af grundene til, at jeg har svært ved at afslutte mine malerier, er, at jeg nok gerne vil gøre dem 'pæne i kanten', og det strider jo lidt mod den 'flabede male-metode'

Malerierne er her - de 2 aflange er 40x100 cm. Det sidste er 80x80 cm. Og så er der et mere af 80x80, men det kommer på bloggen en af de følgende dage.




lørdag den 14. april 2012

Malerworkshop

I dag har jeg tilbragt 6 timer sammen med 6 andre kvinder, hvor vi har malet i ét væk.... kun afbrudt af et par enkelte korte pauser.

Jeg har gang i 2 malerier, hvor du kan se processen for dem herunder. Malerierne er IKKE færdige - jeg håber at kunne færdiggøre dem i morgen

Først det ene maleri her - det viser udviklingen i maleriet. Der er MANGE lag maling ovenpå hinanden, som du nok kan fornemme, og maleriet ændrer sig hele tiden.


Og så det næste maleri her. Billederne er taget på samme tid for de 2 malerier.
Det er en meget, meget spændende proces at gå igennem, når man maler. På mig har det en 'helende' effekt. Jeg bliver glad, får energi, jeg bliver ladet op.

Malerierne er ikke færdige endnu - jeg arbejder videre på dem i morgen. Lige nu er det vist meget godt med en velfortjent pause.

torsdag den 29. marts 2012

Et sted på den anden side af ....


For snart 4 år siden skulle jeg spille denne sang... downloade den, brænde den på cd og afspille den... i kirken... til min forlovedes begravelse. Han havde selv valgt sangen et halvt år inden hans død og bedt om at den blev spillet, når han engang skulle herfra. Han vidste ikke - da han valgte den - at hans dage snart var talte.

Han døde pludseligt - af en blodprop i hjertet, 46 år gammel...  Jeg fandt ud af det, da jeg kørte galt på vej hjem fra arbejde og skulle ringe efter ham - ingen tog telefonen i første omgang. Det er en længere historie og som - når jeg skal genfortælle den - kan jeg godt høre, lidt tragisk.

Men det er ikke derfor jeg skriver dette indlæg - jeg søger ingen medlidenhed eller trøst. Jeg HAR grædt, jeg har skreget, jeg har været frustreret, vred, ked af det.


Jeg vil faktisk skrive dette indlæg for at fortælle, at solen altid vil begynde at skinne igen - uanset hvad man har oplevet og troet at man aldrig skulle komme igennem, så begynder solen at skinne.

Denne sang er så smukt udført af IZ - jeg har sjældent hørt en sang, som rører mig så dybt - ene og alene pga hans måde at synge og spille på. Med til historien hører også, at videoen til sangen er lavet efter IZ' død - derfor afslutter den med, at man spreder hans aske i vandet.

Når én dør lukkes, er der 3 andre, der åbnes....

Dét ser man bare ikke, når man er helt nede at vende.... man ser kun den dør, der lige er blevet smækket i for øjnene af én. Pludselig er der mørkt, man kan ikke finde vej, og man kan slet ikke gå tilbage. Man famler rundt i halvblinde, skriger i afmagt... og det værste - i det øjeblik - er, at der kun er 1 ting at gøre: LEV med det og kom videre.... vent på at de 3 nye døre bliver åbnet... for de BLIVER åbnet.

Man søger SVAR, man søger MENING... men ingen af tingene findes... for der ER ingen svar, og der er ingen mening. Og når man så finder ud af at der findes noget, der virkelig er SÅ meningsløst, så begynder man at sætte spørgsmålstegn ved, om der så er mening med nogle af alle de andre ting man gør?

Man forarges over folk, som skændes om farven på den nye bil. Eller som skændes om børnene må få en is mere. Eller som udtrykker at manden/konen bare er SÅ åndssvag...
Man tænker - lidt i kynisme - at de er utaknemmelige bæster, for de ved ikke, hvordan det er, når hele ens liv på et splitsekund bliver vendt op og ned, og dét man troede var tryghed forsvandt. Og så sidder de bare og diskuterer en åndssvag farve på en bil... come on....

Men der kommer et tidspunkt IGEN, hvor man fanger sig selv i at gøre nøjagtig de samme ting: skændes om farven, irriteres over ungernes is-plageri, mandens/konens irriterende snorken...

Livet vender tilbage til 'normalitet' igen... små ting får mening. Store ting med mening indtræffer i livet igen: Man møder en dejlig kæreste og bliver ringforlovet, flytter sammen og har pludselig al den kærlighed og tryghed, man på et tidspunkt troede sig afskåret fra.

Mit mantra har i alt dette været - og er stadig - "Efter regn kommer sol"

Og det holder stik - og vi skal huske, at 'regnen' er med til at lade os vokse og udvikle. Regn er en gave - ikke altid en, man påskønner i det øjeblik den er der, men der kommer den skønneste solskin bagefter. Og hvem kan ikke fornemme en forårsdag, hvor det har regnet? Duftene, lyset... alt bliver lige tunet en ekstra gang og sanserne skærpes... solen bryder frem, man værdsætter den ekstra meget ovenpå en regnvejrsdag.

Sol og regn er Yin og Yang :)

Somewhere over the rainbow - what a wonderful world