mandag den 30. april 2012

Familiefotografering

At blive bedre til noget handler om at øve, øve, øve... og så lige øve lidt mere.

Så det gør jeg med min fotografering - og engang imellem beder jeg velvillige, TÅLMODIGE sjæle om at stille op til fotografering.

For mig handler fotograferingen om, at jeg skal kunne spotte steder, der er gode at fotografere på; desuden skal jeg finde ud af hvor lang tid jeg skal bruge på en familiefotografering. Og til allersidst skal jeg også være ret skarp på teknikken i kameraet. Det er umiddelbart kun 3 ting, men alle 3 ting, kræver, at jeg er rimelig skarp og klar i hjernen. Det betyder også, at efter en fotografering er jeg helt smadret... og så skal jeg restituere med lidt afslapning.

De seneste billeder jeg har taget af en familie, er Mia og hendes 2 skønne unger. De var alle 3 super fotogéne, så det var nemt at arbejde med dem. Et af billederne er her:


Endnu en prøvelse er, at når man skal fotografere børn, og det skal være en anelse 'opstillet', så gælder det om at være hurtig. Børnenes tålmodighed er opbrugt efter ca. 20 minutter. Så dét var også en del af øvelsen.

Man skal være opmærksom på 'elementer' i baggrunden. Der må helst ikke gå fx en pind igennem personernes hoved.... eller vokse en busk op af deres hår.

Der er faktisk ufatteligt mange ting at holde øje med... så selvom det garanteret ser supernemt ud og det bare er at 'trykke på knappen', så ligger der også en evne til at kunne overskue/gennemskue en lokations muligheder OG umuligheder. Og igen.... øve, øve, øve, øve....

Det regnede iøvrigt, da vi tog billederne denne dag af Mia og Co. Men det er ok - det er faktisk lettere at fotografere i sådan et vejr fremfor i strålende solskinsvejr, hvor der let kan komme uhensigtsmæssige skygger.

Tak Mia og drenge for jeres hjælp :)

fredag den 27. april 2012

Pinterest.... øhhh... say what? :)

For ikke så lang tid siden, så jeg på Facebook, at flere af mine facebook-venner viste billeder, som de havde 'pinterest'et.

Det så jo egentlig smart ud, for de samlede en masse billeder, de syntes om... så jeg tænkte, at det måtte jeg også prøve.

Derfor... over til Pinterest.com og anmode om at blive medlem. Man skal inviteres for at kunne komme ind. Jeg havde ikke lige en invitation liggende fra nogen, så jeg anmodede bare om at komme ind i 'fællesskabet' :).

Hvis du gerne vil inviteres ind i Pinterest, kan du sende mig din mailadresse - eller hvis vi er venner på Facebook, kan jeg invitere dig den vej, så skal du bare lige sende mig en besked om, at du gerne vil med (du kan evt sende beskeden til mail@createmoments.dk, hvis du ikke ønsker din mailadresse blæst ud her :))

Du kan også følge mig her på Pinterest:

Follow Me on Pinterest

Så kan du se, hvad jeg publicerer, men også hvad jeg Pin'er af andres 'værker' og billeder.

Og ellers så kan jeg anbefale dig at tage på Roskilde Kræmmermarked i denne weekend. Der er de sædvanlige professionelle salgsboder, men om søndagen er der også 'private lopper'.... så måske du kan gøre et kup i gamle/aflagte/brugte ting og sager.


www.roskildemarked.dk


Og så lige et maleri at afslutte på:







søndag den 22. april 2012

Lykke er... at være en ko på forårsgræs

I dag kørte vi afsted på landet; pakket med madkurv og kamera.

Vi skulle nemlig til ØKO-dag. ØKO-dag er den dag, hvor køerne efter en lang vinter, bliver lukket på græs. Og det skulle være helt fantastisk at se deres begejstring, når de 'danser' nedover folden.

Der var mødt RIGTIG mange mennesker op. Her er blot et lille udsnit af de fremmødte, som stod og ventede forventningsfuldt.


Da kl. er 12 bliver køerne lukket ud. Og de ser 'glade' ud - hvis man kan sige det om en ko :D


Og så var der ellers dømt hygge i høet (de splittede x-antal halmballer på ret kort tid):


Og nogle af køerne havde endda 'model-gener' - her er en ko, som stillede velvilligt op til fotografering og virkelig poserede :)

Efter at have kigget på køer i fuld firspring, var det tid til at gå en tur på gården. Der var en masse 'kom-og-køb-boder' med økologisk is, mælk osv.

Og så var det tid at køre hjem. Når enden er god.... :)))





fredag den 20. april 2012

Det lille tillykke, der betyder så meget

Dagen i dag startede med en halv fødselsdags-morgensang (ældstesønnen kunne kun 2 linier, yngstesønnen ville ikke synge og det ville gemalen heller ikke.... men de prøvede da :D). Så en tur på arbejde, hvor jeg fik 2 'lånte' blomster af en rigtig supergod kollega, som jeg ikke ville undvære; 1 pose piratos fra en anden kollega; en sms fra min roomie-kollega, som var på kursus. Dernæst hjem og lige ligge 1 times tid under dynen, inden familien kom hjem med GAVER :p
Har fået EDT LOLA (mums), en fin bluse og en kanonflot hjemmelavet nøglering. Afslutning på dagen; ud at spise (=jeg skulle ikke selv lave med for en gangs skyld :))... og nu sidder jeg og spiser træstammer oveni pc'en :p.

Solen har skinnet i dag på fuld knald, og der har været en lækker forårsvarme. DET er dejligt...

Her får du lige et af mine nye malerier, inden du kan/skal læse resten af bloggen fra i dag:)




For 10 år siden når jeg havde fødselsdag, så blev jeg lykønsket af mine forældre, min bror og min svigerfamilie... det var ikke mange - og fødselsdage har altid været lidt følsomt, for det er for mig en stor dag (eller har i hvert fald været), men oftest kunne ingen af mine veninder huske, at jeg havde fødselsdag. Jeg huskede ALTID deres fødselsdage - sendte troligt en sms eller ringede.

Efter nogle år på den måde - hvor jeg huskede deres og de glemte min - valgte jeg at lade være med at lykønske dem. Jeg syntes på en eller anden måde, at det blev for fladt.

2 veninder har dog været meget 'trofaste'. Den ene af veninderne mødte faktisk op, inden hun blev sådan rigtig veninde tror jeg, med flødeboller. Ihhhhh, hvor var det skønt.

I 2008 får jeg oprettet en profil på Facebook. Til min fødselsdag er der vist en 5-10 mennesker som lykønsker mig - mennesker, som tidligere har været en del af mit liv på en eller anden måde. For hvert år jeg er på Facebook, stiger antallet af lykønskninger. Selvfølgelig takket være den lille facilitet, der hedder 'hvornår har du fødselsdag'.

Det er jo dødsmart, at man hele tiden får smidt lige ind i ansigtet, hvem der har fødselsdag.

Og i dag (som JA er min fødselsdag) er der pt tikket omkring 70 lykønskninger ind - det er da intet mindre end fantastisk.

Tænk at man kan sidde og få så mange lykønskninger fra mennesker, man måske ikke har set i 20 år eller ikke omgås med som venner IRL. Jeg ELSKER det :). Selv bare et lille tillykke (uden så mange dikkedarer) betyder en hel verden for mig. Så TAK af hjertet til alle (jeg har takket hver enkelt på min Facebook-profil).

søndag den 15. april 2012

Farver, farver, farver....

Farver GØR altså noget for sjælen... endnu en dag er tilbragt sammen med at male hele dagen. Jeg kunne dog godt mærke, at jeg også trængte til lidt mere pause i dag - 2 dage med intenst maleri er jo også en slags arbejde.

Nogle vil sige "jamen, du bruger jo ikke hovedet, så hvordan kan du så være træt"...

Tjah, det er muligt at jeg ikke udtænker raketvidenskab, men jeg tror, at mit hoved bearbejder en masse ting, mens jeg maler.

"Hvordan vælger du farver?" er også et spørgsmål, der ofte lyder...

Aner det ikke - det sker helt intuitivt. Jeg kigger på maleriet, kigger lidt væk, kigger på maleriet igen... og griber efter en malerbøtte, hvis farve tiltrækker mig. Og det munder som regel altid ud i en farveeksplosion.

Vi har alle hver vores måde at male på - selvom man er på samme kursus, ender malerierne vidt forskelligt. En af mine med-workshoppere sagde til mig i dag, at jeg 'maler flabet'... altså meget med grove bevægelser og ting, der bliver kastet på lærredet.

I kan se billeder fra dagen på Bettina Holst's blog: Bettina Holst blog

Jeg er i den grad også blevet skubbet 'ud over kanten' i denne weekend - jeg er blevet 'tvunget' til at putte ting på lærredet (figurer og streger), som jeg ellers ikke har gjort. Og så er nogle af mine afslutninger 'grimme' (læs: ikke 'pusse-nusse-pæne').
En indsigt i dag: En af grundene til, at jeg har svært ved at afslutte mine malerier, er, at jeg nok gerne vil gøre dem 'pæne i kanten', og det strider jo lidt mod den 'flabede male-metode'

Malerierne er her - de 2 aflange er 40x100 cm. Det sidste er 80x80 cm. Og så er der et mere af 80x80, men det kommer på bloggen en af de følgende dage.




lørdag den 14. april 2012

Malerworkshop

I dag har jeg tilbragt 6 timer sammen med 6 andre kvinder, hvor vi har malet i ét væk.... kun afbrudt af et par enkelte korte pauser.

Jeg har gang i 2 malerier, hvor du kan se processen for dem herunder. Malerierne er IKKE færdige - jeg håber at kunne færdiggøre dem i morgen

Først det ene maleri her - det viser udviklingen i maleriet. Der er MANGE lag maling ovenpå hinanden, som du nok kan fornemme, og maleriet ændrer sig hele tiden.


Og så det næste maleri her. Billederne er taget på samme tid for de 2 malerier.
Det er en meget, meget spændende proces at gå igennem, når man maler. På mig har det en 'helende' effekt. Jeg bliver glad, får energi, jeg bliver ladet op.

Malerierne er ikke færdige endnu - jeg arbejder videre på dem i morgen. Lige nu er det vist meget godt med en velfortjent pause.