torsdag den 29. marts 2012

Et sted på den anden side af ....


For snart 4 år siden skulle jeg spille denne sang... downloade den, brænde den på cd og afspille den... i kirken... til min forlovedes begravelse. Han havde selv valgt sangen et halvt år inden hans død og bedt om at den blev spillet, når han engang skulle herfra. Han vidste ikke - da han valgte den - at hans dage snart var talte.

Han døde pludseligt - af en blodprop i hjertet, 46 år gammel...  Jeg fandt ud af det, da jeg kørte galt på vej hjem fra arbejde og skulle ringe efter ham - ingen tog telefonen i første omgang. Det er en længere historie og som - når jeg skal genfortælle den - kan jeg godt høre, lidt tragisk.

Men det er ikke derfor jeg skriver dette indlæg - jeg søger ingen medlidenhed eller trøst. Jeg HAR grædt, jeg har skreget, jeg har været frustreret, vred, ked af det.


Jeg vil faktisk skrive dette indlæg for at fortælle, at solen altid vil begynde at skinne igen - uanset hvad man har oplevet og troet at man aldrig skulle komme igennem, så begynder solen at skinne.

Denne sang er så smukt udført af IZ - jeg har sjældent hørt en sang, som rører mig så dybt - ene og alene pga hans måde at synge og spille på. Med til historien hører også, at videoen til sangen er lavet efter IZ' død - derfor afslutter den med, at man spreder hans aske i vandet.

Når én dør lukkes, er der 3 andre, der åbnes....

Dét ser man bare ikke, når man er helt nede at vende.... man ser kun den dør, der lige er blevet smækket i for øjnene af én. Pludselig er der mørkt, man kan ikke finde vej, og man kan slet ikke gå tilbage. Man famler rundt i halvblinde, skriger i afmagt... og det værste - i det øjeblik - er, at der kun er 1 ting at gøre: LEV med det og kom videre.... vent på at de 3 nye døre bliver åbnet... for de BLIVER åbnet.

Man søger SVAR, man søger MENING... men ingen af tingene findes... for der ER ingen svar, og der er ingen mening. Og når man så finder ud af at der findes noget, der virkelig er SÅ meningsløst, så begynder man at sætte spørgsmålstegn ved, om der så er mening med nogle af alle de andre ting man gør?

Man forarges over folk, som skændes om farven på den nye bil. Eller som skændes om børnene må få en is mere. Eller som udtrykker at manden/konen bare er SÅ åndssvag...
Man tænker - lidt i kynisme - at de er utaknemmelige bæster, for de ved ikke, hvordan det er, når hele ens liv på et splitsekund bliver vendt op og ned, og dét man troede var tryghed forsvandt. Og så sidder de bare og diskuterer en åndssvag farve på en bil... come on....

Men der kommer et tidspunkt IGEN, hvor man fanger sig selv i at gøre nøjagtig de samme ting: skændes om farven, irriteres over ungernes is-plageri, mandens/konens irriterende snorken...

Livet vender tilbage til 'normalitet' igen... små ting får mening. Store ting med mening indtræffer i livet igen: Man møder en dejlig kæreste og bliver ringforlovet, flytter sammen og har pludselig al den kærlighed og tryghed, man på et tidspunkt troede sig afskåret fra.

Mit mantra har i alt dette været - og er stadig - "Efter regn kommer sol"

Og det holder stik - og vi skal huske, at 'regnen' er med til at lade os vokse og udvikle. Regn er en gave - ikke altid en, man påskønner i det øjeblik den er der, men der kommer den skønneste solskin bagefter. Og hvem kan ikke fornemme en forårsdag, hvor det har regnet? Duftene, lyset... alt bliver lige tunet en ekstra gang og sanserne skærpes... solen bryder frem, man værdsætter den ekstra meget ovenpå en regnvejrsdag.

Sol og regn er Yin og Yang :)

Somewhere over the rainbow - what a wonderful world