lørdag den 9. juni 2012

Billedbehandling - er det snyd?

Billedbehandling (fotos) er flere ting: der er den korrigerende billedbehandling og så den manipulerende.

Personligt går jeg ikke ind for den sidste - den manipulerende. For mig er manipulerende billedbehandling lig med, at man gør ting ved krop og ansigt, som ikke er naturligt, fx gør læber større, gør talje mindre, gør bagdel mere rund... altså en behandling af billedet, hvor man ændrer objektets oprindelige form med henblik på at få det til at fremstå endnu bedre end det er i virkeligheden.

Korrigerende billedbehandling mener jeg dog, at man ikke kan leve foruden. Du kan se et billede herunder, hvad jeg mener. Jeg kommer lige med en forklaring først:

Billedet er taget i en park med mange træer. Træerne var lige sprunget ud. Der er kun naturligt lys (solen). Jennifers ansigt er præget af, at træerne laver grønt genskin i hendes ansigt.

Mit mål med billedbehandlingen af dette foto var
  • Mere kontrast i billedet, således at Jennifer fremstår tydeligere
  • Tydeligere øjne og tænder (de er blevet lysnet ift rå-fotoet)
  • 'Blødere' hud
  • Korrektion af farver, så Jennifer ikke er grøn i ansigtet
  • Beskæring af billedet, så der er meget mere fokus på Jennifer

Og her kan du se før-efter billederne:


Jeg vil vove den påstand, at MED billedbehandling sker der ufatteligt meget positivt.

Hvis man er modstander af billedbehandling, skal man tænke over, at kameraet ikke ser farver som vi gør med vores øjne. Når man fx optager i RAW, som jeg gør ved bl.a. portrætfotos, bliver hver pixel i billedet belyst med en vis mængde lys, som så giver en farve med en vis intensitet. Der findes mange, mange beskrivelser af dette 'forløb' på nettet, så det vil jeg ikke gå dybere ind i.

Jeg vil blot sige: Billedbehandlingen er vores ven. Brug den med omtanke, men lad være med at snyde dig selv for det fede resultat, du rent faktisk kan få.

Tusinde tak til Jennifer for at stille op til fotografering. Der vil komme flere fotos af Jennifer på bloggen, hvor jeg vil beskrive, hvad jeg har gjort i billedbehandlingen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar